Opdatering til Apple iPhones beskytter ved tyveri
Apple har for et par dage siden frigivet en softwareopdatering til iOS som er det operativ system som iPhones kører på.
Med denne opdatering rettes flere sårbarheder, men den indeholder også en ny funktion der kan beskytte din telefon hvis den bliver stjålet. Funktionen følger med iOS version 17.3 og hedder "Beskyttelse af stjålet enhed". Alle iPhones som tilbydes version 17.3 kan aktivere denne funktion. Den er desværre ikke tilgængelig for ældre modeller.
Når denne funktion er slået til, vil nogle funktioner og handlinger kræve ekstra sikkerhedsbekræftelser, såfremt din iPhone IKKE er på velkendte lokaliteter som f.eks. i dit hjem eller på arbejde.
Du kan slå "Beskyttelse af stjålet enhed til" ved at følge nedenstående 4 trin:
1. Gå til Indstillinger
2. Vælg Face ID & kode
3. Indtast din iPhone kode
4. Slå Beskyttelse af stjålet enhed til eller fra
Du kan se hvordan det ser ud herunder:
Bedre beskyttelse af din telefon og data ved tyveri
Denne funktion giver øget sikkerhed i tilfælde af fysisk tyveri af din
telefon og vil besværliggøre det for enhver at opnå adgang til følsomme
data, også selvom personen, som har taget telefonen, kender koden til din
iCloud.
Jeg anbefaler, at man aktiverer denne funktion.
Yderligere oplysninger:
https://support.apple.com/da-dk/HT212510